Dun er verdens bedste isoleringsmateriale og har samtidig en rigtig god evne til at regulere varmen og fugtigheden i dyner. Generelt er dunkvaliteten afhængig af råmaterialet – sunde, voksne fugle giver højere dunkvalitet og dermed bedre isoleringsevne og længere produktlevetid.
Vi har eget laboratorium og fjervaskeri. Det er meget vigtigt for os at have kontrol med hele processen, samtidig er det din garanti for at du får et produkt, der er 100% i overensstemmelse med deklarationen på etiketten.
Efter vaskeprocessen bliver den vaskede vare maskinelt sorteret i dun og fjer, således at man ved at blande dun og fjer, kan fremstille forskellige dun-/fjerblandinger til de forskellige typer af dyner og hovedpuder.
Selve våret, der bruges til dynen eller hovedpuden, er hovedsagligt fremstillet af 100% bomuld. Tekstilkvaliteten er specielt tætvævet og efterbehandlet, så den dun- og fjertætte egenskab opnås.
Efter et grundigt kvalitetseftersyn fyldes våret med den ønskede dun-/fjerblanding. Fyldningen foregår på de hurtigste og mest moderne maskiner, der findes på markedet, for at sikre en skånsom påfyldning, og at den rigtige mængde blæses ind i kassetterne.